22 unge GTC-Bulls triathleter samlet 22 timer i Slagslunde og omegn

Så er vores allerførste træningssamling med Ganløse Tri-Centers unge Bulls afviklet. Det blev et fantastisk døgn med masser af aktivitet og glæde for de 22 deltagere og 8 trænere og ledere. Vi mødtes fredag eftermiddag kl. 15.30 på Slagslunde skole. Denne skulle være vores base i det kommende døgn. Da alle havde fået deres bagage og cykler ind på skolen, kørte vi i biler ud til skoven Ganløse Eged. Her blev deltagerne sat sammen på hold af 2 til 3 løbere, som sammen skulle tilbagelægge de 5,7 km idealt orienterings-løb. De skulle finde 17 poster og det hurtigste hold var tilbage efter 38 minutter, flere hold måtte bruge lidt mere end 1 time i skoven. Herefter gik turen tilbage til skolen, hvor et varmt og velfortjent bad ventede.

Da klokken var 19 ventede den lækreste Lasagne og salatbar fra ”Bodils Køkken”. Alle var godt sultne og der blev virkelig spist igennem i det flotte lokale med udsigt ud over omegnens marker og solnedgangen. Allerede klokken 20.15 startede det næste træningspas, biathlon-opvarmning og et cirkeltræningsprogram med over 20 forskellige muskel- og koordinationsøvelser. På trods af begyndende muskeltræthed var humøret og stemningen helt i top, da de igen sultne Bulls-triathleter ankom til aftenens café og filmlokale. Her blev serveret hjemmebagte kager, frugt og nødder og dertil kaffe, the og vand i kandevis. Der blev vist film fra triathlon-forbundet og GTC-Bulls´ årsplan/hjul blev fremlagt de unge.

Dagens sidste kræfter blev brugt til aftenhygge, med klaverspil, guitar og lidt skønsang. Trætte hoppede de i deres soveposer til velfortjent nattero.

Klokken 7 lørdag morgen var det ud af fjerene og en halv time senere spiste vi den dejlige morgenmad bestående af frisk bagerbrød og havregryn.  Efterfølgende var der fælles oprydning på skolen, før vi delt i fire hold, begav os ud i det skønne forårsvejr i lokalområdet på racercyklen. Der blev kørt mellem 15 og 53 km i det kuperede område, afsluttende ved Ølstykke svømmehal, hvor en lækker frokost bestående af pastasalat, jordbær og juice ventede. Godt trætte ventede næste og sidste træning i svømmehallen. Her var der mange der for alvor mærkede deres ben, med kramper til følge. Efter denne afsluttende træning var det farvel og tak for denne gang, med kage og boller i solskinnet foran hallen. Det var nogle meget trætte og glade unge mennesker der blev hentet af deres forældre. Næste samling i eftersommeren er allerede i støbeskeen. Det bliver spændende at se hvor den går hen, men det bliver ikke i lokalt denne gang.

Dette indlæg blev udgivet i Træningssamlinger. Bogmærk permalinket.